Simpel teknik til at få mere selvtillid på under 2 minutter

Når jeg er i centret med mine klienter siger jeg til dem, at de skal smide med vægtene.

Jeg siger det ikke for sjov (måske en lille smule, fordi jeg er lidt weird) — jeg gør det af en hel specifik grund, og det er faktisk ikke for at pisse andre mennesker af i centeret.

Jeg gør det, fordi jeg vil hive dem ud af deres comfortzone. Når jeg møder dem i starten, så er de meget forsigtige, de siger ikke så meget, og de sætter vægtene helt musestille ned på gulvet.

Det er så her, at de begynder at blive super irriteret på mig, pga. jeg siger til dem at de skal droppe vægten — så det larmer — helst meget. Vores dialog foregår ca. sådan her:

Mig: “Okay, så dropper du bare vægten derfra. Husk at det skal larme.”

Klient:Ej, det kan jeg da ikke!”

Mig: “Jo du kan — smid den så!”

Klient:Jamen det larmer jo…”

Mig: “Ja — det er satme da også meningen!”

Resultatet? De hader mig for vildt i det øjeblik.

Men, jo mere de gør det, desto sjovere synes de det er og endnu vigtigere: Deres selvtillid vokser stille og roligt.

De går fra at være en stille mus og til at se ca. sådan her ud:

Obamas Mic Drop — selvtillid 10x!

OMG… Jeg har skabt et monster!

Det er helt vildt, at noget så simpelt som at droppe en vægt på gulvet, får folk ud af deres skal. Det bekræfter bare, hvor meget vores kropssprog påvirker vores måde at tænke på (både om os selv, men også om andre).

Jeg har fundet en super spændende TED Talk om kropssprog (faktisk en af de bedste TED Talks jeg har set) og hvordan det påvirker dig.

Highlights:

  • (1:50) Når vi taler om kropssprog, handler det om kommunikation. Når vi taler om kommunikation, handler det om interaktion. Så hvad kommunikerer dit kropssprog overfor din ven, kollega, eller familie?
  • (4:00) Hvad er non-verbal kommunikation af styrke og dominans? Det her er sindssygt interessant! Det ligger dybt i både menneskers og dyrs DNA
  • (7:05) Kan du egentlig “fake it till you make it”?
  • (10:24) Føler vi anderledes om os selv, hvis vi ændrer vores kropssprog? Føler vi os stærke, hvis vi har en bestemt kropsholdning vs. en anden kropsholdning?
  • (12:42) Kan en “power pose” ændre dit liv?

Spændende, right? Jeg synes det er mega fascinerende, hvor meget en 2 minutters “powerpose” kan gøre ved måden vi ser os selv på.

 

– Kristian

PS. Ligesom når du have nogle bedre vaner, så er det altid nemmest at starte småt. I stedet for at fokusere på 10 forskellige ting, som måske, forhåbentlig, en dag vil give dig mere selvtillid.

En powerpose tager 2 minutter og det har du altid tid til. Test det af de næste 14 dage og se hvilken forskel du oplever.